Leksikalt: The Challenger dukkede op som navn for eksprestog hos Union Pacific i 1935. Det var oprindelig navnet på tog fra Los Angeles til Chicago. Successen betød at man fra 1937 satte et tilsvarende tog ind fra Oakland (Californien) til Chicago. Toget fik navnet the San Francisco Challenger. Herefter blev den oprindelige Challenger omdøbt til Los Angeles Challenger. SF Challenger kørte delvis på Sourthern Pacific Railroads skinner og videre østover på UP’s egne skinner. Challenger tiltrak nye passagerer og bevarede sit middelklasse klientel gennem en serie af nyskabelser, der blev til på baggrund af systematisk forskning såvel som mere uformelle samtaler med passagerer og togselskabet personale. 1. klasses opholdvognene med servering (”lounge”) blev udstyret fleksibelt, så man kunne sidde som man ville, en person, et par eller omkring borde. Man kunne få hjælp i toget hos portieren hele tiden og de fleste stationer havde personale til at tilgodese alle behov hos de ventende passagerer. Som noget helt særligt i jernbanehistorien var to specialbyggede vogne forrest i toget udelukkende forbeholdt kvinder, den ene skræddersyet for kvinder med børn. Til enhver tid var der her en uddannet sygeplejerske-stewardesse til tjeneste. 2. klasses sidde-passagererne (”coach”) blev forsynet med ekstra puder og billetkontrollen blev generelt indrettet, så man ikke skulle vække folk om natten. Annoncering af stationer blev fjernet om natten, og folk, der skulle af toget om natten blev vækket individuelt. Lyset blev om natten på 2. klasse dæmpet (der var kun et svagt blåt lys efter kl. 10). Et særligt område i enden af hver vogn var indrettet til natteravne, der ville være vågne. I 1947 var det slut med de damp-trukne Challenger-expresser. På det tidspunkt var der nok moderne, letvægts udstyr og diesellokomotiver hos UP, og de hurtigere tog hed så City of Los Angeles og City of San Francisco. Disse tog kørte helt frem til at det statslige AMTRAK overtog de urentable langdistance passagertog og holdt udvalgte af disse kørende med årlige federale driftstilskud. Se artikel om nutidens amerikanske passagertog hér.

Jeg bliver liggende længe næste Morgen - indtil jeg hører Stewardens: Last call for breakfast - last call for breakfast, ned gennem Vognen. Saa vrider jeg mig i de nødvendigste Klæder, samler Barbergrejer, Tandbørstegrejer og Svamp og begiver mig i Skjorteærmer og Tøfler ud i Vaske- og Toiletrummet - let gulnende af misundelse over de rige, der kører paa første Klasse og har deres Kahyt for sig selv. Slingrende gør jeg Toilette over den forkromede Kumme, barberer mig med Forsigtighed, ordner mit Tøj lidt bedre og gaar tilbage til min Køje for at tage Flip, Jakke og Sko paa.

Portier’en er allerede ved at slaa de andre Køjer ind. Ved en snild Mekanisme omdannes de til behagelige Sæder, mellem hvilke der er rigelig Plads til et lille Bord. Jeg skynder mig til Spisevognen - the diner - og modtages af den altid elskværdige Oversteward, der trækker en Stol ud og maner mig ned overfor en halvfed, let sjusket, bebrillet Kone med en veludviklet Struma. Mens jeg venter paa min Morgenmad - en halv Grapefrugt og The med toast, faar Konen udleveret sin Ration af Bacon and eggs. Hun spiser med langsomme Bevægelser, ligesom tøvende, med halvtlukkede, sløve Øjne. Hun griser. Endnu med Munden fuld af Mad fra sidste Mundfuld, fører hun langsomt Gaflen, fuldt ladet med Skinke og drivende Æggeblomme (jeg kan ikke døje Æg) til sine svulmende, fedtede læber, fanger med en modbydelig, tyk Tunge, der er rigeligt belagt med Madrester, det meste af Gaffelens Indhold, mens Resten dels havner paa Tallerkenen, dels paa hendes Kjole. Hvor er hun modbydelig! Sløv og ondskabsfuld ser hun ud. Jeg er klar over, at hun er af den Slags, der kunde myrde sin Mand for at faa Livsforsikringen. Jeg skynder mig med min Grapefrugt og min The og forsvinder ind i The Lounge - en Vogn med Stole og Smaaborde, hvor man kan drive, mens ens Køje bliver ordnet eller naar man i øvrigt har lyst. Radio forefindes, og i et lille Aflukke laver en Steward forfriskende Drikke.

Vi kører mellem lave Højder beklædt med tørt Græs og Smaabuske - kedeligt. Den smukkeste Del af Turen - Sierra Nevadas Vestskraaninger - har vi passeret om Natten. Jeg faar Skrivemaskinen frem inde i min Vogn og giver mig i Lag med Rapporten, en udmærket Tidsfordriv. Tiden gaar, og en Steward passerer Vognen med sit Klokkespil: First call for lunch, diner forward.

Jeg skriver videre, til han kommer næste Gang, saa følger jeg ham og min Maves Kalden og overgiver mig i Hænderne paa den elskværdige Oversteward.

Jeg faar et Bord for mig selv og bestiller en Fiskeret og Jordbær - de er forlængst modne her. Jeg er halvt færdig med Fisken, da Mordersken fra før toner frem og minsandten sætter sig over for mig. Jeg standser midt i Fisken, skynder mig med Jordbærrene, betaler og styrter af Sted. Mere end nogensinde er jeg klar over, at hun er en Morderske - hun har myrdet sin Mand - nu er hun ude efter en til. Det bliver i hvert Fald ikke mig.

Vi nærmer os Salt Lake. Man ser det paa Vegetationen, der bliver sparsommere og paa Jordbunden, der er tør og med hvide Saltskorper. Vi kører ind i et vældigt Regnskyl - det første, jeg har set herovre. Det flade Terræn forvandles til en Sø, paa hvis Overflade Regnen trommer, saa hvide Blink lyser hen over Vandet. Der synes ikke at være noget rigtigt Afløb - det er vel derfor, at det fra Jordbunden opløste Salt ikke fjernes, men udkrystalliserer ved Vandets Fordampning. Da vi atter naar ud i Tørvejr, er vi i en veritabel Saltørken - hvidt som Sne og ikke en Plante af nogen Art. Hist og her en Pyt af saltmættet, grønt Vand. I det fjerne ser vi brune Klipper, der synes at svæve i Luften. Først tror jeg, det er en Luftspejling, som man ofte ser det paa varme Sletter (jfr. Spejlet paa en varm Landevej hjemme), men saa bliver jeg klar over, at det er Saltsøen, der begynder derude. Vi kører paa en Dæmning, og saa begynder Vandet. Først ganske lavt, næsten ikke til at se paa den hvide Saltbund, saa dybere. En Steward kommer ind, og holder en lille Tale som en anden Fremmedfører om Søens Størrelse og Saltindhold: Out of five pounds of water one pound is salt!

Derpaa fremdrager han Postkort af Søen. Ved hvert Kort hænger en lille Pose med Paaskriften: Salt from Great Salt Lake, Utah. Han har rivende Afsætning. Vi har allerede længe kørt paa Dæmningen ud over Søen, og nu fortsætter vi paa en Bro. En Træbro, bygget i 1904! Vi kører og kører, og Broen holder ikke op. Vandet under os er nu dybt og oprørt - et helt lille Hav, denne Sø - man kan se til Horisonten over Vand til begge Sider, og forude øjnes disede Bjerge i uendelig Afstand. Broen fortsætter i det uendelige. Man er ikke helt hyggelig til Mode ved denne Tur paa en gammel Træbro over dybt Vand. En Konduktør oplyser: 40 Fod - 13 meter - nok til at skjule et nedstyrtet Tog ganske grundigt. Helt klam bliver jeg, da vi krydser et Godstog, der holder paa et Sidespor. Hvilken Belastning for de gamle Pæle - mon de holder. De holder. Antagelig er der minimal Forraadnelse af Træet i den koncentrerede Saltlage, og Broen bliver vel prøvebelastet en Gang imellem.

Vi kører og kører - stadig denne uendelige Bro. 50 km. lang er den. En hel Time har vi kørt over Søen, før vi igen faar Dæmning under Hjulene - en dejlig, betryggende Fornemmelse. Gennem Saltørken nærmer vi os Mormonernes Land, Salt Lake City. Det er dog ikke Meningen, at vi skal dertil. Vi kører over Ogden, en mindre By lidt Nord for Hovedstaden. Høje Bjerge med frodig Vegetation omgiver os nu.

Turen gaar langs en rivende Flod, som krydses den ene Gang efter den anden. Hvor er her dejligt efter alt det Salt og al den Goldhed. Jeg faar Fornemmelser - jeg vil af!!! Her vil jeg trave - ikke køre i et lukket Tog. Jeg faar fat i Togplanen og ser paa Højderne - vi passerer det højeste Punkt paa Linien i Morgen tidlig Kl. 5.35. Det vil sige, det gør jeg ikke. Jeg har allerede truffet min Beslutning. Jeg vil af i Sherman - det hedder den højeste Station - og der vil jeg blive saa længe, det passer mig. Pokker staa i al den Planmæssighed. Hvor ofte passerer man Rocky Mountains? Den Lejlighed bør ikke gaa ubenyttet hen. Jeg faar fat i Konduktøren, som med nogen Undren paategner min Billet. Jeg maa skifte i Laramie, for "The Challenger” - som forresten aldeles ikke svarer til sit Navn, hvad Hurtighed angaar, men maaske er det Passagerernes Taalmodighed, der er tænkt paa - holder ikke i Sherman.

Jeg spiser min Middagsmad - efter at have forvisset mig om, at Mordersken er færdig med sin - og gaar tidligt til Køjs. Pullmankonduktøren har lovet at vække mig 15 Minutter før Ankomsten til Laramie. Jeg sover fortrinligt.

Typisk interiør fra sovevogn i 30'erne. Bemærk den mere beskedne øverkøje.

Igen denne Riven ud af sin faste Søvn: Hello Mister - et Negeransigt kigger ind til mig mellem Gardinerne og hvisker gennemtrængende: Fifteen Minutes to Laramie! Jeg snor mig i Klæderne, gør Toilette i ensom Majestæt - ikke en Sjæl er vaagen. Det varer tre Minutter at ordne Bagagen, og saa er jeg klar til at hoppe af.

Langsomt kører vi ind paa Stationen, og jeg springer ned paa Perronen fuld af Forventninger. Nu begynder Eventyret. Jeg har lidt svært ved at faa gjort Stationsmanden begribeligt, at jeg skal skifte for at komme til Sherman. En sur, gammel Konduktør fra mit eget Tog kommer til og erklærer muggent, at der ikke er Forbindelse til Sherman i dag - hvorfor jeg ikke lejer en Vogn, naar jeg vil til et saadant Sted.

Jeg bliver gal i Hovedet og erklærer, at dette ikke er nogen Maner at behandle betalende Passagerer paa, at jeg beklager at være staaet saa tidligt op under forkerte Forudsætninger. Jeg ender med at fortælle, at jeg agter at klage til Union Pacific dels over den mangelfulde Besked, Personalet giver en, dels over at blive raadet til at tage en Vogn af en af Selskabets Funktionærer, naar jeg vitterligt har Ret til at staa af, hvor jeg vil paa Linien. Rasende ud til venstre. Naturligvis havde jeg Ret.

Ude paa Perronen satte jeg mine Kufferter for at overveje Situationen. Til Sherman vilde Jeg, om jeg saa skulde trække i Nødbremsen. I det samme kom den sure Togfører ud, tydeligt nok ilde tilpas. Om jeg vilde tage med ham, hvis han standsede i Sherman? Min Salve havde nok virket bedre, end jeg selv havde anet! - Jo, det vilde jeg nok. Han ind igen og konferere med Stationsmanden. Saa kom de begge ud, sidstnævnte med et stort Smil. Han havde en bedre Ordning, jeg ventede bare her til Tog 818, det kom om 10 min. - det skulde standse ved Sherman efter Planen. Genialt - det var lige netop det, jeg Aftenen før havde regnet ud, og som jeg straks havde søgt at forklare ham. Og saaledes skete det da.

Jeg saa uden Sorg "The Challenger” forsvinde i Morgentaagen, men glædede mig som et Barn, da 818 (fra Los Angeles) med ringende Klokke rullede ind paa Stationen. Jeg entrede Spisevognen og bragte straks i Erfaring, at jeg kunde faa Morgenmad, og med en lang Dag foran mig forsynede jeg mig godt. Yderligere fik jeg pakket en Madpakke fuld af gode Sager, købte en Flaske Mælk og ventede paa Sherman. Det gik smaat - stejlt op ad Bakke. Lokomotivets tordenagtige Stønnen fortalte om det Slid, det var at hale den tunge Togstamme op over Bjergene.

Langs Banen stod mange forskellige Blomster, og mit Hjerte sprang op i Halsen af Fryd - nu skulde jeg paa Blomsterjagt - det bedste jeg ved! Hvad er Biograf og Teater, Bøger og Aviser, Mad og Drikke, ja selv Fjas med Piger (som Jerome K. Jerome kalder det) imod det at se en ny, fremmed Plante med smukke Blomster vokse mellem Sten og Klipper?

Ruten over Black Hills med Sherman Pass / Evans Pass i Wyoming (Pashøjde ved Sherman, 2.443 meter over havet) Mod syd ligger Denver (Colorado), mod øst Omaha (Nebraska) og mod vest Ogden (Utah). UP har to linjeføringer. Den oprindelige med to spor, og en ny (spor 3) sydligere. I den vestlige ende skilles banerne ved Dale, som er en stor kløft. Oprindelig var der en spinkel træbro over kløften. Nu er der lavet en meget stor jernbanedæmning. Stigningerne er på rampen mod øst efter Dale. Den originale linieføring (sort linie) passerer Sherman som pashøjde. Denne linieføring har op til 1,55% stigning. Den nye linieføring (rød linie) har en helt jævn stigning på 0,82 % og når sit højeste punkt i Dale (se foto fra dette sted). Stigningerne lyder jo ikke af så meget, men med tunge godstog på krogen, så har lidt også ret.

Den langsomme Fart blev endnu langsommere - Sherman. Vi standser og jeg hopper ud med mit Kamera og mine smaa Kufferter. Undrende Blikke følger mig fra Toget - Klokken er halv syv, og man er begyndt at vaagne.

Det er formentlig dette tog, som Bertel ankom med og fik lejlighed til at fotografere, da han steg ud i Sherman. Lok. 810 blev udrangeret i 1954 sammen med en masse "Big Boy" giganter, der netop var kendt for at betjene de tunge tog på denne rute.

818 ruller videre - nu gaar det ned ad Bakke - snart maa man bruge Bremserne. Men jeg staar alene tilbage paa den lille Station, højt oppe - 8100 Fod - og ser mig omkring.

Her er tog 818 på vej mod øst, nedad fra pashøjden Sherman. Ruten var (og er) meget anvendt, fordi den slipper lettest omkring Rocky Mountains, som næsten ikke er bjerge heroppe nord for de imponerende bjerge vi kender for Colorado.

Ingen By er at øjne, kun et Par smaa Træhuse lige ved Stationen, der iøvrigt ser øde og forladt ud - et Træskur som de andre. Der er Røg fra Skorstenen paa et af Husene, derhen gaar jeg og modtages af en ung Indianerpige, smuk, sortøjet med blændende Tænder. Om jeg maa lade mine to Haandkufferter staa her? Jeg skal en Tur ud i Bjergene? Jo, det var O.K. Om jeg muligvis kunde laane en lille Spade til at grave Planter op med? Jo, det var O.K. - hun kom med en Kulskuffe. Jeg takkede og satte Kursen mod nogle Fjeldtoppe, der saa ud til at kunne klares uden alt for meget Slid.

(...)

Jeg havde travet i lidt over tre Timer, op og ned, klatrende og springende over Bække, svedende, men henrykt. Min Frakke havde jeg over Armen, i Lommen paa den laa min Frokostpakke, og naar den var spist, maatte jeg begynde at grave. I nogen Tid havde jeg godt set Skyer samle sig mod Vest, og nu begyndte det at stænke. Jeg besluttede mig for en tidlig Frokost, satte mig under et Fyrretræ og spiste af Hjertens Lyst. Klokken var halv elleve, men nu begyndte det at regne stærkere, og af og til hørtes Torden. Jeg havde et Sted paa Udturen set en Grotte af store, overhængende Sten, didhen styrede jeg nu mine Fjed. En vældig Blok ragede over en Meter frit ud i Luften, men saa ogsaa ud til at kunne dratte ned hvad Øjeblik, det skulde være. Jeg haabede dog den vilde holde, mens jeg sad under den, og det gjorde den da heldigvis - jeg vilde ikke have set godt ud, hvis den var rullet over mig. Det øsede nu godt ned, og Tordenen rullede paa god gammeldags Romanvis. Jeg sad dog fuldstændig i Ly og ventede taalmodigt paa Opklaring. Den kom ogsaa efter en halv Times Forløb, dog regnede det stadig fint.

På en lidt tør dag har Google's satellit fotograferet Sherman for nyligt. Stationen må have været på den lige strækning til venstre i billedet, dvs. lidt vest for kurven, hvor et trekants-spor i sin tid har givet lokomotiver mulighed for at vende. Men husene og stationen, som Bertel nævner, er forlængst væk.

Nu begyndte Arbejdet. Med Kulskuffen og min Lommekniv løsnede og opgravede jeg 5-10 Planter af hver Slags af de gode og ogsaa en Del af de mindre ekceptionelle. Begge Frakkelommer blev efterhaanden stopfyldte med Planter, Rødder, Kaktus og Knolde og Løg. Imens drev jeg langsomt tilbage ad den Vej, jeg var kommet. En Række karakteristiske Klippeformationer, et Kildespring, en Trægruppe var mine Kendetegn, og uden Uheld af nogen Art naaede jeg omsider tilbage til Stationen – træt, men lykkelig.

Det var blevet hen paa Eftermiddagen, og en ny Byge trak op. Mens den stod paa, sad jeg paa Verandaen paa Indianerpigens Hus og sorterede Byttet, pakkede og lagde Sedler ved.


Det må være den omtalte indianerpige med verandaen og (to) beskidte børn. Men hvem er manden? Bjerge er der ikke mange af, som man kan se i baggrunden.

Indianerpigen viste sig at være Mor til tre dejlige Unger - hun var tyve Aar - den ene mere snavset og sortøjet end den anden. De var umaadelig optagne af Skrivemaskinen, Kameraet og mine sorte Briller og hang og slugte mig med Øjnene. Det var en længere Byge, den varede i ca. en Time, men saa snart Regnen stilnede af, var jeg paa Farten igen, denne Gang i en anden Retning, hvor jeg havde set nogle Mosedrag fra Toget.


Et blandet godstog ankommer til Sherman fra vest. Det ser ud til at det skal have et ophold på stationen, som dengang havde fire spor, toget er nok ved at køre ud på et sidespor for at afvente andre tog. Man har sikkert også kunne servicere lokomotiverne med frisk vand.

Og saa igen denne Opdagerfornemmelse ved at se nye Blomster. Iris - formodentlig Missouriensis, skønt vi var højt oppe, og saa Dodecatheon, tænke sig at se Dodecatheon vokse i Hobetal som Ukrudt i den frie Natur! Og en ny Slags Violer og en hvid Blomst, der mindede om Cimicifuga, men næppe var det. Jeg fik travlt igen med Kulskuffen, snart begyndte Lommerne atter at bugne.

Nu maatte jeg dog indrømme, at jeg var træt, og jeg maatte ogsaa se at komme tilbage i god Tid. Her i Amerika ved man aldrig rigtig, hvad Klokken er, for mens man kører, stilles Uret pludselig en Time frem eller tilbage, og dertil kommer, at der mange Steder er Sommertid, og at Jernbanerne af denne Grund har deres egen Tid. Jeg turde derfor ikke se bort fra den Mulighed, at Klokken var en Time mere, end mit Ur viste, og begav mig for anden Gang tilbage til Stationen.

I det fjerne stønnede et mægtigt Lokomotiv foran en uendelig Række Godsvogne - Godstogene her har ofte 100 ja endnu mange flere Vogne, og der er Radio-forbindelse mellem den sidste Bremsevogn og Lokomotivet (sandt ikke Opspind).


Bertel har fotograferet et frugttog, der i fuld fart og fløjtende passerer Sherman. At det er et frugttog kan ses på de kasser, der regelmæssigt stikker op på hver lukkede vogn. Når det kører fyldt østpå er disse kasser fyldt med is for at afkøle frugten.

Dyngvaad om Fødderne og mere udaset end jeg vilde indrømme naaede jeg mit lille Tilflugtssted paa Verandaen. Klokken var seks - jeg havde travet i vanskeligt Terræn i 10 Timer og havde ikke faaet Mad i de sidste syv. Og hvornaar vilde jeg faa nogen?

Mens jeg ordnede de sidste Blomster, kom en Mand ud fra Stations-bygningen eller rettere - skuret. Han svingede med Armene, at jeg skulde komme over til ham. Jeg rejste mig og sjokkede derover, jeg var grundigt mat i Sokkerne nu. Han stod i Telefonforbindelse med en fjern Station og raabte, om jeg var den enøjede Mand, der var staaet af her i Morges. For at undgaa Komplikationer svarede jeg ja. Det maatte være mine Briller, der var sorte paa den øvre Halvdel, der havde faaet dem til at tro, at jeg kun havde et halvt Øje i hver Side.

Jernbaneformanden vendte sig fra sin Telefon og spurgte mig, om jeg var klar til at tage med Tog 14 Kl. 7.50 - O.K. svarede jeg. O.K. hylede han i Telefonen, the one-eyed fellow is ready to take the fourteen here all right! Telefonen paa. - Han var en mørk, smuk Mand med livlige brune Øjne og pragtfulde Tænder under et sort Overskæg. Jeg spurgte ham, hvorfor der ikke var en Ventesal, hvor man kunde lægge sig lidt, naar man var træt. Jamen det var der ogsaa, sagde han, blot maatte man lægge sig paa Gulvet, for andet var der ikke. Men hvis jeg vilde hvile mig, kunde jeg komme ind hos ham. Han boede her.

Jeg tog mod Tilbudet, hentede mine Grejer ovre paa Indianerfruens Veranda og gik ind hos Formanden. Hans lejlighed var ikke helt almindelig. To Tommer Kulstøv paa Gulvet vidnede om overlegen og abstrakt Tankegang. En slags Ovn paa en Metalplade midt paa Gulvet tydede paa, at her kunde være koldt om Vinteren - noget jeg ogsaa fik bekræftet af hans Udtalelser senere.

Jeg sank ned i en lavbenet Stol, glad og taknemlig over at faa hvilet Lænderne lidt. Imens vaskede han sig i et Værelse ved siden af og spurgte, om ogsaa jeg vilde vaske mig. Der var ikke noget, jeg hellere vilde, og den Sympati, jeg følte for min Vært fæstnede sig. At han ikke forfaldt til blødsøden Hygge og Vellevned, men nøjedes med at klistre Aviser paa Ruderne som Gardiner og kun havde to Træstole i hele Lejligheden, fik mig kun til at føle dybere Respekt for ham. Her var en Mand, som tydeligt nok ikke var Materialist, som havde vendt Kvinden og al hendes Gerning og alt hendes Væsen Ryggen - en stærk Karakter, som burde være mig til Eksempel.

Han havde tændt op paa et Komfur, der ogsaa stod midt paa Gulvet i det andet Værelse. Han varmede Vand til mig! Og jeg vaskede mig, herligt, herligt, først Fødder, saa Hænder og saa Ansigt - et nyt Menneske aandede i mig. Men det nye Menneske havde min gamle Mave, der var tommere end nogensinde. Og det skulde ikke gøre Sagen bedre, at min Vært smeltede Smør i en Gryde og skar et Par Løg deri. Aldrig har jeg følt lifligere Duft i mine Næsebor, og Sulten, der driver Ulven til Angreb, drev mig til rent ud at spørge, om jeg ikke kunde faa lidt med! I’m cooking for two, sagde denne prægtige Mand med et Grin, der blottede et umaadeligt Antal skinnende Tænder i det mørkebrune Ansigt.

Saa kom han med en Daase Del Monte Pork and Beans - der altid er betydeligt mere beans end pork, som han aabnede og hældte ned til Løgene og Smørret. Han var øjensynlig alligevel mere Materialist, end jeg havde troet - en ren Mesterkok var han. Lidt Salt og Vand kom til, Laaget paa - nu skulde det koge.

Imens hentede han Brød af egen Tilvirkning, nogle store Flager, der mindede om Kæmpekiks. Dertil en graalig Ost og et Glas Smør. Jeg var lammet - lavede han selv alt det? Nej - det gjorde hans Kone - hun boede i Iowa, hvor han havde en Farm og seks Børn. Ak, der styrtede min Afgud i Grus - han havde en Kone, der kunde lave Smør og Ost. Men Brødet var dog hans eget.

Sagt i al Fortrolighed, saa var Osten og Smørret det bedste, især det sidstnævnte maatte jeg beundre. Det maatte være maaned-gammelt, var let gennemsigtigt, som harsk Smør kan være, og jeg gøs først lidt - men det fejlede intet, var bare aldeles ferskt, og det lod sig ordne. Jeg satte et Par Stykker til Livs - Brødet var lidt sejgt til mine faa Tænder – og saa kom Suppen. Den var fortrinlig. Jeg tyrede to Kæmpeportioner, serveret i en Spølkum af tommetyk Fajance. Den første Portion smagte en Anelse af Sæbe, den næste derimod var udadlelig. Vi rev Stykker af Brødet og puttede i Suppen, og i tyve Minutter sagde ingen af os andet end uundgaaelige Lyde.

Saa spurgte dette storslaaede Menneske, om jeg vilde have The. Om han havde kunnet granske min Sjæls dunkleste Dybder, havde han ikke kunnet finde noget inderligere Ønske, og saa lavede han The. Indholdet af en Pakke grøn The hældtes i kogende Vand i en gammel Kaffekande, kogte i fem Minutter og serveredes derpaa i samme Spølkum som jeg havde faaet Suppen i - dog efter at være skyllet. Jeg drak 1½ Liter med flere Skiver Brød med Smør og Salt paa til - saa var jeg endelig tilfredsstillet.

I september 2007 passerer et langt Union Pacific "intermodal" godstog Sherman Hill vestfra. Sherman Hill er det højeste punkt UP når, men er faktisk ikke vandskel mellem Atlanten og Stillehavet. Når kameraet svinger mod øst ser man det gamle stationsområde, der nu ligger øde hen uden spor eller bygninger, men med en art søjle, der må markere pashøjden.

Nu nærmede sig ogsaa Tiden, da Tog 14 skulde komme og hente mig. Flere kæmpemæssige Godstog var kommet forbi, og et Par Landstrygere uden for prøvede forgæves at hoppe op - Togene havde for stærk Fart paa.

Jeg samlede min Bagage, mens min Ven telefonerede til Laramie - jo 14 var præcis, det maatte være her om fem Minutter.


UP-godstog på vej mod øst passerer dagens Sherman. Foto: Neal Du Shane

Vi gik i Tusmørket ud paa Perronen og ventede. Jeg sagde ham Tak for al hans Venlighed, bad ham om at modtage en Dollar, hvad han ogsaa gjorde med et henrykt Grin, og saa kom Tog 14. Med Damp og Røg pulsende mod Himlen arbejdede det sig op mod Stationen, kørte langsommere og langsommere og standsede. En Dør paa en af Pullmanvognene lukkedes op, en Portier med en Skammel sprang ned paa Perronen. Jeg gav min mørke Ven et sidste Haandtryk, svang mig op i Vognen, fulgt af Portieren, Døren lukkedes, og vi dampede bort fra Sherman – paa Vej mod Chicago.

Efter at have skiftet Tog i Gheyenne fik jeg mig en rar Underkøje, og jeg tør nok antyde, at det var en Nydelse at strække Lemmerne i rene, kølige Lagener.