Mandag d. 28.3. I toget, stadig i Europa

Sådan er det altså at køre med transsib. Natten var sådan set OK, sengen er smal, men sengehesten (i øverste køje) er god at støtte sig til, så jeg kunne finde en sidestilling til hver side; dog kun udstrakt til den ene side. En del steder var skinnelegemet ganske uroligt, så jeg følte det som om jeg hoppede. Andre gange under opbremsning kom der nogle gevaldige ryk gennem koblingerne.

Olav havde en herre i kupeen til Perm, hvor han blev udskiftet til en dame, der absolut kun kan tale russisk.

I dag var der oplæsning fra Dværgen fra Normandiet i vores kupe og vi øvede lidt japanske gloser.

Spisevognen åbner ikke til morgenmad, men til vores overraskelse var der ved 10-tiden uddeling af bokse med skiveskåret pølse, kiks, en vaffel samt te og kaffe. Lidt efter kom vi dog til Kirov, hvor jeg købte hapsdogs og pirog på perronen i snefog. Skoda vekselstrømslok foran.

Herligt med det varme vand. Jeg tog en solbærtoddy tidligt, og senere var det jo herligt med Nescafé Guld, evt. med lidt god russisk chokolade til.

Vi gik i spisevognen ved 2-tiden. Der var fint med plads (for dels er toget ikke fyldt, dels spiser de fleste russere ikke deroppe), men det tog en evighed at få vores mad. Imens kom vi til Balezino, hvor der blev skiftet til jævnstrøm, mens vi sad og var lige ved at få frokost. Jeg fik en udmærket fiskeret, Christina en herlig suppe, som jeg gerne vil prøve i morgen.

Lidt senere kom vores konduktør minsandten med en boks med schnitzel, boghvedekerner og gemyse. Ja, det kunne også spises.

Landskabet inden Perm blev lidt mere bakket og snefaldet blev reduceret. Vi så ingen privatbiler ude på landet, først i Perm så vi biler (og sporvogne). Perm har megen industri og vi passerede en stor flod Kama inden vi kom til banegården. Her mødte vi Mongol-ekspressen på vej fra Ulan Bator til Moskva. Der var mere livligt på deres perron end på vores. Jeg nåede helt frem og helt tilbage, så jeg fik begge togstammer i kameraet. Jeg hjalp en lille dame med en fastfrosset slange hun ikke kunne hive fri af is. Jeg var lige ved ikke at komme ind i vores vogn, for pludselig skulle vi af sted.

Vi gik lidt i 10 ned i spisevognen, men da var der ikke servering, heller ikke af suppe. Men damerne var vældig tøet op, og der blev virkelig forsøgt solgt drikkevarer og chokolade. Der var hyggeligt deroppe, men støjende russisk pop på de to skærme (der i eftermiddags viste Oprøret i hønsegården og starten på Shrek 2).

I nat passerer vi grænsen til Asien.

Retur til billederne for d. 28.3.

Tirsdag d. 29.3. På vej mod Novosibirsk.

En meget fredelig dag præget af godt vejr og mere styr på forplejningen.

Vi var kort ude i Ishim, hvor vi blev indhentet af den efterkørende Chita-ekspres, som medbragte både 3. klasses liggevogne forrest, de alm. sovevogne og spisevogn. Der var noget mere folkeliv ovre på den perron end hos os, hvor der ingen handel var. Måske var vores korte ophold også medvirkende til denne forskel.

Vi har efter de 4 bagage- og rejsegodsvogne også en særlig personalevogn inden spisevognen. Den første sovevogn er særlig indrettet med enkelt kupeer med tv/video og sågar en brusekabine.

Anden sovevogn er alm. 1. klasse, dvs. med 2 i hver kupé. Vores er den første 2. klasses sovevogn, ombygget i 2002, men totalt efter samme opskrift som de ældre sovevogne (beskrevet i Banebøgers bog om Transsib).

Vi var om formiddagen en tur gennem toget ned til bagenden. Stemningen og indretningen varierede fra vogn til vogn. Gennemgående var der mere liv herned, dvs. flere folk i sidegangen. I en af vognene med en stribe farvestrålende klædte damer. Russerne er typisk i nattøj eller andet komfortabelt hjemmetøj; og stiger ikke ud på stationerne endsige går op i spisevognen. Nu er det jo også sådan at to måltider serveres i toget af spisevognens personale, jeg føler mig dog ikke sikker på hvor mange udover vores vogn (og de to finere foran) der får del i denne service.

Der var tidszoneskift ved middagstid og derfor fik vi lidt travlt med at komme op i spisevognen (med sko på og frakkerne med) så vi håbede på ikke at gentage gårsdagens uheld med at blive ”fanget” i spisevognen under et interessant stationsophold. Sandt nok, vi nåede suppen, og Jan og jeg også bøf med kartoffelmos inden vi kom til Omsk.

Stemningen var dyster i og omkring perronen. Jeg var ude på forpladsen, så på troljebusserne gik ind i den ny stationsbygning, der førte op til en overgang over sporene, hvorfra jeg kunne fotografere.

Nede på perronen stod mange arbejdere med kasketter og deres bagage. Mange afgange var annonceret. Ikke et smil. Mange asiater og folk havde garvede ansigter, slidt af et hårdt liv. En ung kvinde på krykker. Unge mænd sårede, sikkert spor efter krigen i Tjetjenien.

Hov; jeg glemt at skrive hvordan vores tur ned i toget endte. I sidste vogn kom jeg til det eftertragtede vindue, men den unge dame provodnikken tvang os væk og smed os op i toget igen. Surt.

Stemningen var meget bedre i Tatarskaya (hvor vi ikke kom ud), hvor der var lidt pænt både på stationen og ude omkring, det vi kunne se. Men nu skinnede solen også klart. Det betyder jo noget.

I Barabinsk var solen lav og klar. Det gav chance for gode fotos fra en åben gangbro og ved lokomotivskift (tja, samme type igen).

Jeg købte pirog med hhv. kål/løg fyld og kartoffelfyld og en tynd, hård dej. Smagte godt sammen med en af øllerne fra Jaroslavska banegården, som holder sig dejlig kølige i kassen under sædet hvor de står sammen med min bagage.

Olav har hyggeligt dameselskab i kupeen. Der bliver sovet på russisk manér og nu til aften har hun konverseret ham gevaldigt. Lyder sjovt. De andre gik 20 min. i 9 i spisevognen. Nogle ville have suppe igen, andre bare for selskabets skyld. Lea har fx svaret at hun ikke kan spise mere deroppe. Tja, hvad skal man sige, så må hun jo leve af noget andet. Jeg bliver ikke i så godt humør af min Putin bog, ikke munter læsning.

Var i etagevask i morges i det lille baderum. Peters køkkenvask prop var rigtig fin. Andre vaskede sågar også hår!

Jeg afventer nu opholdet i Novosibirsk, hvor vi kommer kl. 22.56 og har 17 min. Stativet til kameraet er fundet frem, så jeg kan lave en natteoptagelse.

Behøver jeg at nævne at vi kører meget præcis, nogen gange så præcist at man kan stille urene efter ankomst og afgang. Vi kører i et fast tempo lidt efter skinnernes kvalitet, intet generende med godstog og sådan. I al fald ikke noget, vi kan mærke.

Af og til er der strækninger med skinnestød og vuggen. Andre gange er skinnerne fuldsvejset, det gælder for det meste.

Nå, Lea fik alligevel spist en eskalop (svinekød) og resten fik også kødretterne fra repertoiret (fisk / bøf / eskalop).

Japansk lektionerne skrider langsomt frem, også højtlæsningen. Benjamin tilbyder vodka, men Sine og jeg sagde pænt nej.

Retur til billederne for d. 29.3.

30.3. Øst for Reshoty.

En fin dag så langt. Sidder i spisevognen igen, nu til aftensmad mens solen synker over landskabet, der nu igen er mere snedækket. Vi har nu et nyere rødt vekselstrømslokomitiv foran vores 14 vogne.

Vores vogn er bygget i 1980, men hovedistandgjort i 2002. Det må være herfra plastoverfladerne stammer, mens håndtagene på toiletterne med afskallet maling ligner noget oprindeligt.

Jeg har haft lejlighed til at studere spisevognen med foto af kokken og opvaskeren på deres arbejdspladser, og overtjeneren tog et foto af mig i baren.

I første kupé har telegrafisten / radiomanden sit dobbeltrum med senderen. Ellers kommer der 7 enkeltværelser samt baderum (som jeg desværre ikke har foto af).

I Krasnojarsk stoppede vi minsandten ved siden af et opfyret damplokomotiv i samkørsel med en rangerdiesel. Det var en del af ét arbejdstog, idet skinnerne ved en perron blev udskiftet. Glimrende fotoobjekt, lige under gangbroen. Tog fra Tomsk ankom kort efter med rød maskine som vores.

Ellers bragte eftermiddagen ikke så meget nyt. Vi kører meget nøjagtig efter køreplanen. Jeg søgte at fotografere ud af et åbnet vindue, men den mandlige provodnik var ude efter mig og han vendte humoristisk tilbage til episoden under næste stionsophold, der var i pæn sol, men ikke pænere end i går.

Frokosten var ravioli, der smagte herligt. Så dukkede madboksene op, så nogen af os spiste det med i spisevognen. Kylling med spaghetti som var glimrende. Der er bestemt ikke mad til hele toget, men nok til 1. klasse og vores vogn (måske kun os, svært at sige).

Kilometerskiltene står ret tæt ved toget på sydsiden, er svære at aflæse i farten.

Til aften var Benjamin, Peter, børnene og jeg igen i spisevognen. Et par af russerne gav ekstra øl, som overtjeneren formidlede på glimrende vis. Der kører en gammel Sovjet film med snag og sorg, høst og kosakdans. Det virker nu alligevel meget mere rigtigt end amerikanske film.

Nu er der pakkeri i gang i kupeerne, så vi er klar i morgen tidlig til at stige ud. Jeg skal ikke bruge mange øjeblikke, det er bl.a. en pointe i den måde jeg har bagage på.

Retur til billederne for d. 30.3.

31.3. på værelset i Hotel Bajkal, Irkutsk.

Vi kom til at hænge lidt længere i spisevognen. For de to russere, der havde givet en omgang skulle jo have en returomgang og så kom der gang i den interkulturelle forståelse. Jeg blev inviteret over til dem og introduceret til majorerne i den russiske hærs panserdivision Ivan og Gregor. Gregor var meget fuld og kunne absolut intet fremmedsprog. Ivan kunne et par ord engelsk. Grebor ville ud med at han syntes Lea var smuk. Det blev så forklaret nogle gange, og det stod klart hvem faderen var (der jo var en forhandlingspartner i den sag). Vi skålede for fred og helbred. Peter blev hevet over og Gregor skulle overbevise ham om hvilken fandens karl han var, så han hev op i skjorten og fremviste stolt et skudhul. Vi forsøgte at dreje snakken lidt væk fra Lea og fik at vide at de var på vej hjem på orlov til Chita, der ligger tæt ved den kinesiske grænse. Gregor viste hvordan han var parat til at skyde over grænsen, hvis det blev nødvendigt. Så snakkede vi om Bajkal søen og om de gode fisk. Vi skulle så smage en sådan fisk (godt nok fra en flod), der er god til øl. Tjenerne blev sat i gang og der blev sendt tørrede, salte fisk rundt ved bordene. Hovedet af, og så i gang med snack’en. Det smagte rædsomt af salt fisk. Mere øl. Lea var forsvundet (”hun skulle ned og sove”) og lidt efter at Benjamin havde forlagt citron til at rense fingrene, lukkede spisevognen så vi kunne afgive knus og håndtryk og komme tilbage til vores vogn, hvor min nedpakning i hvert fald ventede.

Vi hyggede os ved at gengive udpluk fra oplevelserne i spisevognen, inden jeg sagde stop og gik i seng. De andre havde svært ved at sove, og fik vel kun sovet minimalt, før vi skulle op. Fru provodnikken vækkede os tidligt, hun ville sikre at vi blev klar, hvilket også indebar at vi skulle give hende sengelinned og håndklæder.

Man skal i transsib være opmærksom på at toiletterne aflåses 10 min. før stationsophold indtil 10 min. efter. Det kan drille!

Vi kom fint af toget (jeg betalte fru provodinik 2 x 100 rubler, da hun tørrede det fine ruteskilt af).

Retur til billederne for d. 31.3.

(....)

2.4. i toget vest for Chita.

Vi havde selv aftalt en transfer 7:10 og det gik fint og vi stod på perronen inden toget kom. Stemningsfuld ankomst (til tiden) og rar modtagelse af de to, ældre provodnikker. De fik fra guiden informationer om os, hvilket også medvirkede til venlige reaktioner.

Jeg hang ved gangvinduet på vejen mod Bajkal. Kun en kort strækning var med 3 spor. Vi mødte rigtig mange modkørende lokomotiver, der må være brugt som skubbere til godstogene. Så dukkede søen op og bjergene på den modsatte side, nu endnu flottere end i går. Vi brugte nogle dale til at lave sløjfer og miste højde. Ved sydenden nåede vi i et herresving ned til søhøjden og mødtes med den gamle sø-bane lige hvor jeg tog et billede af en jernbaneoverskæring og kort efter isfiskeri, hvor én har fat i sin line og ham til højre saver et hul i isen. Ved stoppet i Slyhdianka stod sælgerne klar på perronen, men vi måtte ikke komme ud, - også til vores skuffelse.

Turen langs østsiden af Bajkal blev enormt flot. Ofte med søen direkte på venstre side (ud til gangen) og det flotteste vue til de stejle, sneklædte bjerge til højre – i kupé-siden. Det lykkedes at få flotte fotos.

Så drejede vik væk fra søen og langs med og over Selenga floden (fotos!) og snart kom vi til Ulan Ude. Det var nu så varmt at vi gik ud i sandaler og i skjorteærmer. Gruppebillede foran vores vogn.

Vogn 5, vi er i kører efter 3 pakvogne. Så følger spisevognen, bemandet af far, mor og søn, og resten af sovevognene. Personalet bor ude i vognene, derfor er vogn 5 en alm. spisevogn. Vores provodnikker (der muligvis er et ægtepar) bor i første 4-mands kupé (jeg ved ikke hvad de har inde i 2-mands kupeen).

Efter Ulan Ude drejer Mongoliet banen af, tilsyneladende er der et sving både fra øst og fra vest.

Nu skiftede vegetationen og der blev mere tørt med fyrreskov og åbne græsgange i floddalene. Husdyrene var kommet frem, hvide langhårede køer, brune små heste, høns, æsler, vistnok grise. Gårdene var, som tidligere, ret små, man ser ikke større lader eller stalde, hvilket er underligt, idet der er så store græsgange. Vi ser dog ikke vedligeholdte hegn, bl.a. op til banen, hvilket også er mystisk.

Hvis der er fabrikker, så er de øde og forladte; måske bruges et mindre område med læssespor til tømmerplads. Også en gammel åben mine bar blevet til oplagsplads for tømmer.

Der var flere og flere bushfires, også i skovene, som ikke er tættere end der er græs, der kan brænde (først troede jeg at der var kulsviere i gang).

Motorcykler med sidevogn bruges. Ærgerligt i spisevognen, da et forældrepar med barn i sidevognen i farvestrålende tøj ventede ved en jernbaneoverskæring. Kameraet var ikke fremme. Der er stadig ildebrande, nu mens det er mørkt – tydeligvis forlod man brandene og lader dem passe sig selv.

I Chilok, da lyset var svagt, havde vi også et holdt. Vi blev sat på et spor uden perron, så passagerer måtte gå under tankvognene med benzin. Røde stjerne lokomotiver. Efter at olietoget var kørt mod vest ankom et tog fra Khabarovsk til Irkutsk med grønne både 2. og 3. klasses sove- og liggevogne.

Der blev spillet intenst drillepind, Benjamin og Christina har spillet lige op, lige til Chistina slog ham og Jan og jeg nærmest måtte beskytte hende.

Retur til billederne for d. 2.4.

3.4. i toget lige efter Skovorodino

I løbet af formiddagen var fyrreskoven ryddet i dalene og der var græsgange og fattige små bebyggelser. Der var køer ude, og tydeligt nok var der ingen hegn, så man må tage risikoen og acceptere at køer af og til går tabt foran toget. Stadig afbrændinger, nogen gange var skove helt ødelagt.

Vi kørte igennem de skønneste dalstrøg med spredte, mindre fyrretræer.

Til morgen kom jeg ud og købte morgenmad hos damerne (der stod lige akkurat udenfor perronen) og tog billeder bl.a. af fyldte godtog og Rossia i det fine, lave sollys.

Solen blegede af i løbet af dagen.

I Amazar om eftermiddagen var der meget idyllisk med en forvokset landsby ved en bugtet, tiliset flod. Vi købte også mad, herunder syltede agurker.

I Pavlov var det lidt mørknet, vi blev overhalet af et 3-dobbelt røde stjerne lok med godstog med containere og der var opstillet et damplok (som ved andre stationer).

Ved hver station er der faciliteter til at skifte hjulaksler. Man kan tilsyneladende løfte vognen og udskifte hjul med kuglelejer og det hele.

Spisevognen fungerer også som forretningsimperium med vodka i kasser og drikkevarer i øvrigt til byerne undervejs. Manden styrer mange forretninger med hård hånd, han kalder det for Ruski Business. Peter vekslede også dollars hos ham.

Vi spise alle stationsindkøbt mad i vores kupe.

Fru provodnik var medunderskriver på en flot sammenklippet kollage til Jans fødselsdag.

Kl. 8 skulle der laves Birthe-skål, men champagnen sprøjtede ud. Alligevel kunne vi afprøve en hvid bjørn, brun bjørn og nordlys. Jeg læser nu Da Vinci mysteriet.

Retur til billederne for d. 3.4.

4.4. Skrevet i Vladivostok lufthavn d. 5.4. ved frokosttid.

Første etape d. 4.4. foregik i bakket landskab med mindre egetræer, heraf de mindste og yderste endnu havde gulbrune blade på.

Vi kom igennem 2 mystiske tunneler, der ved nærmere eftersyn viste sig at være passager af meget moderne militære installationer. Vi var 50 km. Fra Kina.

Da vi passerede grænsen til den jødiske autonome republik blev det fladt med landbrug (jeg så en grisestald (!) et sted). Hovedstaden viste pænere bygninger (fineste fliser på perronerne) og nydelige bilder.

Jeg var i øvrigt ude ved 8-tiden og købe varm morgenmad. Jeg købte ravioli-lignende dej-dimser med kartofler eller kål, men ellers var der ikke mere salg på vores lille perron. Der holdt et passagertog på tværs, så jeg hoppede igennem den grønne vogn og hen til en rigtig stationskiosk hvor jeg købte mere, der blev varmet i mikrobølgeovn. Jeg nåede at blive passende nervøs, for hvad ville der ske, hvis det grønne tog blokerede min vej retur? Men alt var OK, og jeg kom tilbage i den sovende kupe, pakkede maden ind i det brune tæppe og krøb til køjs igen.

Næste stop var nemlig først kvart i 3. Vi kunne derfor få morgenmad denne fødselsdagsmorgen i Peters kupé.

Vi fik fødselsdagsfrokost (laks) og ”gårdtur” før 15. Meget nyt og flot rødt lokomotiv.

Misteltener i birketræerne, og højtlæsning i kupeen. Fru provodnik gik pludselig rundt og i fin uniform og rød læbestift og solgte kiks og chokolade. Senere viste det sig at hun også kunne sælge et brusebad for 50 rubler (som Christina købte og fotograferede). Vi andre havde brugt Peters prop til vasken og fik også vasket hår.

Vi kom først på aftenen frem til Khabarovsk og gik igen tur på perronen. Aftensmad i spisevognen (bøf med løg, champignonsovs og gratineret med fritter, agurk, tomat og søde dåseærter samt øl). Olav, børnene og jeg sad overfor en fuldert, der ville have fat i mere øl, kæmpede med søvnen. Men kro-fatter fik ham slæbt ud før vi gik. Lidt mere champagne og så i seng ved midnat.

Retur til billederne for d. 4.4.

5. 4. Trusty Hotel Nagoya

Hvor Rusland var gråt og brunt i landskabet er Japan grønt og farvestrålende. Fra den sene vinter med rester af sne og råkulde i luften til forår med blomstrende kirsebærtræer. Fra lave priser og fattigdom til høje priser og velstand. Fra langt imellem beboelser og plads til al affald og sammensunkne huse til næsten by hele tiden og styr på hver kvadratmeter.

Det var et kulturchok sådan på 1½ time hængende i ingenmandsland, lidt lufthavnsterminaler, fra én verden til en anden.

Jeg havde på forhånd troet at vi ville forberede os til Japan ved at tage via Sibirien. Sådan var det ikke. Godt nok var det biologiske ur justeret, men verdensopfattelsen var ikke. De ydre provinser i det gamle Sovjet ligner mere 3. verden end noget andet; med det sære islæt af det er europæiske personer, der går rundt med snavs i hovedet og luvslidt tøj.

Rusland har været en stor og positiv oplevelse. Det er absolut et land, der er værd at genbesøge. Moskva kan blive til en mini-ferie med imponerende kulturseværdigheder og storbystemning. Og skulle man have lyst til 14 dage i pragtfuld natur, fremmedartet kultur og til billige penge er Bajkal sagen. Hvad med at leje en bil, vandre, spise, sejle og komme rundt om denne perle?

Vi har haft guider til at hjælpe os på vej, så vi fik serveret en perlerække af seværdigheder. Men de var også formidlere af et Rusland, hvor der er masser af frustrationer især blandt de ældre og optimisme hos de yngre. Rusland er som de berømte dukker, der sælges ved turistmålene: Et land med mange ansigter.

Transsib er næppe et ligeså stort turistmål som Moskva og Bajkal. Bortset fra ruden langs Bajkal er transsib landskabelig kedelig. Et hav af træer, birk, fyr, gran, asp, lærk afløst af lave egeskove og (kunstig) græssteppe, hvor vi kom tæt på Mongoliet og Kina. Inge elge eller bjørn. Selv husdyrene var inden døre det første lange stræk, hvor der var koldest. Køer, heste og høns dukkede op, da foråret bed sig mere fast mod øst.

Livet i toget udfolder sig indenfor rammerne af nat/dag, kørsel/”gårdture” på perroner og stationer, når der var mere end 15 min. pause og endelig måltidernes rytme. Pludselig er dagen travlt besat af gøremål. Læsning, kortspil, toiletbesøg (sågar ”etagebad” og hårvask) og højtlæsning kom ind imellem.

Vi havde 2 kupeer med 4 personer i hver og en ekstra plads i en ”russisk kupe”. Vi kunne nu godt samles over lidt vodka, mad eller andet i en af dansker-kupeerne, men der kunne også foregå stille sysler.

Svært at få god kontakt med russerne fordi de kan så dårligt engelsk. Men de vil gerne, når lige facaden er nedbrugt.

Jeg har fotograferet en masse og indhentet tips og viden, der med flotte billeer nok skal blive til en artikel i ”Jernbanen”.

Fælles for Rusland og Japan er deres præcise og velfungerende jernbaner. Transsib kører så man kan stille uret efter det. Til stor glæde og gavn for sælgerne ved perronerne og for passagererne. Kilometerangivelserne langs skinnerne var ikke liså vigtige som uret, når man skulle vide hvor man var.

Og så altså skiftet fra den bakkede og charmerende ”røverby” Vladivostok med krigsskibene til den checkede lufthavn Kansai og den superchekkede ekspres (smalspor) til Kyoto og Shinkansen med næbdyrssnuden (serie 700), der fiser af sted, så man knapt kun nyde landskabet.

Retur til billederne for d. 5.4.