MOB - Golden Pass

Montreux-Berner Oberland-Bahn eller Montreux Oberland Bernois (MOB) markedsfører sine panorama- og "classic" tog agressivt i forhold til den ellers så kendte Glacier Express. Det kan der godt være grundlag for. Turen er i al fald flot, men alt i alt næppe så spektakulær som den anden (og meget længere) bane mellem Zermatt og St. Moritz.

MOB kører imellem Montreux og Zweisimmen, 1.000 mm. smalspor og med adhæsionstræk. Og bortset fra lige ved Zweisimmen og ved Montreux (hvor der er ekstra lokaltog) befærdes banen af timetog, hvoraf panorama-togene kører efter en lidt hurtigere køreplan end de øvrige.

Turen tager knap to timer og man passerer undervejs to pashøjder. Læs Wikipidia's omtale af banen (på tysk).

Pashøjderne dels i den østlige del af banen i det bløde landskab mellem Schönried og Saanenmöser (ca. 1270 m.o.h.) og senere ved Les Cases i den vestlige del af banen (1111 m.o.h.) lige efter pastunnelen på 2424 m længde.

Stigningen ud af Montreux banegård er på hele 73 promille, men denne stigning er dog ikke så vedvarende, således at RhB's Berninabahn alligevel må løbe af med betegnelsen Europas stejleste adhæsionsbane.

NYT: MOB satser stort og bygger tog, der kan køre på to sporvidder. Hermed kan togskiftet i Zweizimmen undgås. Banegården er under ombygning, og allerede sidst i 2018 vil man teste den nye facilitet sammen med nye boggier under et test-tog. I september 2020 var banegården flot og færdig, men det var ikke lige til at se hvor omsporingsanlægget var. Lykkes det hele, så vil man købe nye togsæt og indsætte fra december 2020. Læs nyheden.

Her er en typisk oprangering af et panoramatog med det stærke lokomotiv Ge 4/4 i midten. På den måde kan der være styrevogne i begge ender med de gode VIP-pladser i snuden under lokomotivføreren.

Disse to fotos er taget på den høje strækning lige vest for Schönried.

Panoramavognene findes i to generationer, den mest "bløde" version er fra 1979 (de tre vogne til venstre i billedet) mens den mere kantede version er (til højre i billedet) er fra 2000. Vognene har været i mindst tre bemalinger, nu er farven den gyldne + hvide med GoldenPass varemærket.

Denne snedige oprangering så jeg faktisk ikke længere i 2020.

Styrevognen er ikke bare 1. klasse, men VIP-klasse. Udover sæderækkerne i spidsen under lokomotivføreren så er 1. klasses vognene som vi kender dem fra andre smalsporstog i Schweiz.

Styrevognen med VIP-klasse bagerst i et tog klar til afgang fra Zweisimmen.

Man sidder bestemt ikke dårligt herude i spidsen. Og baglæns er såmænd også udmærket! Har man billet til 2. klasse kan man tilkøbe VIP-klasse billet, og det er ikke urimelige priser.

Helt ny er denne togstamme. Den består af fire pullman-agtige vogne og en standardvogn (som de lokale passagerer kan opsøge). MOB kalder vognstammen for GoldenPass Classic.
Foto fra Schönried station.

Den ene vogn kalder de Pullman Cave, navngivet efter de to ende-afdelinger med en tøndeformet konstruktion som "tag". 2. klasse.

Brs 201

Den anden vogntype er så Pullman Salon, også her et blik i 2. klasse. Vær ikke i tvivl: det virker ganske forlorent!

Bs 202

Der slås på hjulene på en Pullman Salon vogn i Montreux inden afgangen.

Jo, der er også ganske god udsigt fra 2. klasses panoramavogne.

I Schönried står en af de gamle motorvogne.

En køn lille kirke et sted undervejs.

Langs Lac du Vernex.

Der er i Montbovon en sidebane til Gruyeres (kendt for osten af samme navn), og nu har MOB banen skiftet kurs op mod anden pashøjde. Foto lige før stationen Allieres.

Her kommer toget så til stationen Allieres.

Efter pashøjden snor banen sig ned mod Genevesøen.

Og vi kommer ned i området med en masse vindyrkning.

Et lokaltog udstyret med almindelige passagervogne og med en GDe 4/4 fra 1983 som trækkraft på vej nedad bakke til Gstaad.

En morgenstund på banegården i Montreux. Smalsporsbanerne fylder langt mere i billedet end de sektoren med de normalsporede tog (kun de to hovedspor Brig - Geneve).

MOB kører uden tandhjul og stigningerne er meget vekslende. Fra Montreux går det stejlt op af skråningen i to store slynger med forrygende udsigt over byen og Geneve-søen.

Nogle af togene fremførtes tidligere af motorvognssæt som dette ABDe 8/8, kram fra 1968, med to passagervogne. Nu køres der med moderne letbane togsæt.

I Zweisimmen slutter smalsporet og herfra er det videre med BLS til Spiez ved Thunersee. Midt i billedet det klassiske brune BLS standardlokomotiv Ae 4/4 fra 50'erne med et regionaltog.
Det mærkelige spor-arrangement i midten af billedet er en simpel, men effektiv rampe mellem 1000 mm smalsporet og 1435 mm normalsporet. En normalsporsvogn kan køre ind på det forhøjede spor og kan forsynes med smalspors transportører og dermed rulle ind på smalsporsområdet, hvis den mobile, gule rampe lige flyttes til side. Skubber man til gengæld en smalsporsvogn op på den gule rampe, så er der pludselig adgang til ladet på en normalsporet fladvogn. I Zweisimmen kan MOB få materiel ind og ud fra sit spornet, der i øvrigt ikke er i 1000 mm forbindelse med de mange andre schweiziske smalspors net.

Overnatning i Montreux

Vi er jo i den dyre ende af Schweiz. Camping kan jo anbefales, men er årstiden ikke til det, så kan jeg anbefale Hotel Bon Port, Montreux. Det ligger helt centralt ved kasinoet og sø-promenaden og i gå-afstand til banegården.